På markedet!!

”Good morning, it’s time to do the laundry!!” kigger på klokken, 4.41, WHAT???, det kan simpelthen ikke passe man bliver vækket på sådan et umenneskeligt tidspunkt en lørdag for at skulle op og vaske tøj. Men jo, den var god nok, vi stod op, fik proppet en tot bast/grene-lignende noget i munden til at tygge, så vi kunne få stærke tænder og så eller bare i gang med at skrubbe, vi brugte to en halv time på at vaske alt vores beskidte tøj, i hånden vel og mærke, vi måtte lære det hele fra bunden. Efter tøjvask fik/tog vi os lige en time mere på øjet. Derefter var det tid til morgenmad og så skulle vi ellers på markedet. Vi tog en taxa til markedet og så var det ellers bare i gang, der skulle handles stort ind, mad til 7 mennesker en hel uge. Det var et helvede, godt vi havde mor-Kate og Emmanuella med, ellers ville vi være faret vild inden vi var nået ind. Vi gik rundt blandt hundrede vis af andre mennesker, skulle vises frem for hver og en familien nu lige kendte.
Alle sanser kom i brug, synet af alle de mennesker, og alt det kaos det kunne skabe når man ikke kender til det. Følesansen, alle de håndtryk der skulle gives til fremmede mennesker, som man med et enkelt håndtryk og navneudveksling nu var enten ven med eller søster til. Og alle de nye madvarer man lige skulle røre ved, for at føle konsistensen deraf. Næsen blev også sat på prøve, hvor end vi gik, var en ny og til tider ugenkendelig lugt. Det rå kød der bare lå fremme i sol og så alle kunne gå forbi og røre, de åbne rendesten med en snert af råddenskab. Krydderier og bønner der lå fremme og udskilte en god duft. Sæbestykker der fik det hele til at dufte rent for en kort stund i det øjeblik man passerede. Ørene fik ikke lov at hvile, en summen af liv, og en meget gennemtrængende mandestemme gennem en dårlig forstærker, gjorde at man næsten ikke kunne tænke. Alle råbte efter en, ikke kun på grund af hudfarven, men alle vi gerne have ens opmærksomhed, så man køber sine varer ved lige netop dem. Også larmen fra ”møllen” kunne høres langt væk, store maskiner der bare kører og kører for at male mel og andet. En ting mine øre dog kunne lade trænge igennem og lige ud igen var ordet ”obroni” (hvid person), vi hører det så meget, både børn og voksne råber det efter os, og er begyndt bare at ignorere det. Mens vi gik gennem markedet kunne man lige som smage alle de ting vi gik forbi, min næse og mine smagsløg hang sammen i et væk. Men havde også lidt en dårlig smag i munden, gik og tænkte, det burde jo ikke være sådan her, hvis det havde været Danmark og sundhedsmyndighederne lige havde været forbi havde de lukket det med det samme, alt mad ligger og flyder i et væk, alt er blandet sammen, kød, fisk, frugt og grøntsager, der er intet der er på køl, alt ligger bare fremme i solen, med flyer sværmende omkring. Men det er Afrika som de siger, og når man er i det, må man også leve med det.