Familieforhold i Ghana

Efter nu at have været i Ghana i 9 uger har jeg haft god tid til at finde ud af familieforholdene. Lige da vi ankom var det meget indviklet, alle jævnaldrene var søstre eller brødre, folk der var ældre var grandma, grandpa (bedsteforældre), børn var, ja, børn og hvis man selv hører til den lidt ældre generation er små børn børnebørn. Derfor kunne vi ikke finde ud af hvordan det hang sammen i vores familie, for med alle de titler vi havde hørt bare den første uge, fandt vi ud af det ville være en kæmpe familie hvis det passede. Derfor fandt vi ud af det var bare noget man kalder venner man er nære til. Familieforholdene er nemlig slet ikke så tæt knyttet som man går og tror, det er hvert fald ikke lige som i Danmark. Der er ikke det samme kærlighedsforhold mellem forældre og børn, og respekt er ikke gensidig, børnene skal have respekt for deres forældre, men forældre har ikke (nogle tilfælde slet ikke) gensidig respekt. Man lytter heller ikke til hinanden, på samme måde som, hvert fald jeg er vant til. Børn er forældrenes vej til overlevelse, og allerede fra start er børnene deres forældres forlængede arm, gør det, hjælp mig med det, do that, do this, den hører vi tit. Når det kommer til familien længere ude er det ikke nogen man ser ofte, dog bliver hele den pukkelryggede inviteret med, når der skal være stor fest som bryllupper eller begravelse, men mere ses man heller ikke, og ofte bliver der kun sendt en repræsentant fra familien, f.eks. da der var bryllup ved mor-Kates fætter var det kun hende der tog af sted, og nu er der begravelse i far-Freds familie og så er det kun ham der er af sted, det kan selvfølgelig være svært, hvis det er længere afstanden, men det er mest normalt at gøre det sådan. Også bare den nærmeste familie ser man heller ikke ofte, nu bor vi dog lige op og ned af grandma (Kates mor) men har hun familie gæster på besøg kommer man ikke lige og hilser. Eller da far Fred havde fødselsdag var kun 2 ud af 5 børn hjemme, det kan da glippe at man skal noget andet, men de to piger der bor i henholdsvis Cape Coast og Kumasi kom ikke hjem, og det var oveni købet en søndag. Men man fejrer heller ikke familien på samme måde. Det er lidt svært for mig at forholde mig til, for elsker min familie og ville ønske jeg kunne se dem noget mere end jeg gør. Og den gensidig respekt har jeg altid været vant til, dog er der lidt mere den ene vej end den anden, men det er jo bare sådan det altid har været så at komme herned hvor der intet er den anden vej er svært for mig at forholde mig til.

Dette er baseret på hvordan jeg har set familieforholdene især i vores familie, men også ved at have iagttaget andre familier og efter hvad jeg har hørt.

Og alligevel elsker jeg min ghanesiske familie, ville ikke vaere foruden den oplevelse :D

Transportformer i Ghana

Efter 2 maaneder i det ganske land Ghana har jeg efterhaanden proevet lidt af hvert. Vil her proeve at beskrive nogle af de former hvorpaa man kan komme frem og tilbage i det her land.

Foerst af alt er biler et stort privilegium at have, saa ikke mange privatpersoner her i landet ejer en bil, og de der saa goer har som regel flere af slagsen. Andre der ejer en bil er taxachauffoerene og dem er der mange af her. De ejer (saavidt vi har fundet ud af) selv deres biler, og koerer ikke for noget firma, derfor er det ogsaa til deres eget ansvar at passe og pleje deres koeretoejer, og en taxa i Ghana behoever ikke noedvendigvis at vaere ny, nej de fleste er af aeldre, meget aeldre dato,dvs. gamle og udtjente biler fra resten af verden kan nemt ende her og leve et par aar eller ti mere. Man skal ikke goere meget for at faa fat i en taxa, ikke noget med ventetid, man stiller sig blot op til vejen og laver et lille haandtegn. Tema hvor vi bor er delt ind i communities og 1 til 5 er de mest anvendte, saa det er fingrene 1 til 5 man viser, alt efter hvilken community man skal til. Ellers laver man bare et eller andet. Der findes baade "shared" eller "drop-in" shared er fast pris og fast rute og drop-in kan koere dig hvorhen det skulle vaere, og er en shared tom naar du stopper den, kan den nemt skifte til en drop-in, bare du betaler for det. Naar de saa selv ejer og koerer deres taxaer betyder det ogsaa at de selv kan bastemme arbejdstider og arbejdstilstand. Saa da vi skulle ned fra et bjerg en dag, koerte vi med en chauffoer, lidt sloeret, men er alle ikke det her i landet, men da vi pludselig saa vores liv pasere paa ganske faa sekunder og derefter hoerer et bump og man sidder halvt under et autovaern er det ikke laengere sjovt, slet ikke naar der 20 meter foer og efter netop ikke var autovaern. Vi var vildt chokerede, chauffoeren bakkede dog ud og koerte igen, men da bilen pludselig begyndte at ryge var det paa tide at komme ud, vi naegtede da at betale ham, saa den nye taxachauffoer vi fik maatte dele sin loen med ham med en smadret bil, som han sagde den nye chaffoer, det var jo ikke hans skyld, vi skulle tilgive ham og taenkte paa Gud, NEJ om der var noget vi ikke skulle.

En anden form for transport er med en trotro, en slags minibus, eller det vil sige en Toyota Hiace hvor der er stoppet op til 12 saeder ind bagi. Her gaelder det om at komme som en at de foerste saa man ikke faar et af de elendige klapsaeder, men masske en vinduesplads hvor vinduet ovenikoebet ogsaa kan aabnes. Selvom der ikke er meget plads tilovers naar der bliver stoppet 12 mennesker (nogle ghanesiske damer fylder ogsaa godt til) og saa en "made" (pengeopkraever), paa skoedet af sidst ankomne, saa kan der stadig vaere en masse bagage ogsaa, der er ikke noget der hedder bagagerum saa det er noget med at det skal vaere under saederne eller paa skoedet. Vi har oplevet at skulle koere godt 2 timer i en trotro og ikke nok med vi havde, 4 piger, vores store rygsaekke, saa have vi ogsaa fem 20 liters dunke, en kurv med noget fiskelugtende (hoejst sansyndlig doede fisk) en anden tom kurv, nogle andre beholdere og saa da ogsaa lige en levende ged, alt kan transporteres med trotro, isaar i et land hvor dyrevelfaerd ikke er et kendt ord. Disse trotroer koerer fra bestemte trotro-stationer og de koerer ikke fra stationen foer de er fyldte, saa der er ikke noget der hedder afgangstidspunkt, det er naar sidste mand har sat sig. Det betyder ogsaa man kan komme til at vente, vi har dog vaeret heldige kun at vente mellem 2-30 min., men en enkelt gang blev det over godt en times venten.

Bus er ogsaa en mulighed, her gaelder det samme, bestemte stationer og afgang naar bussen er fyldt, og det kan altsaa betyde meget fyldt, ikke kun med mennesker, men med alt hvad hjertet begaerer. Efter at bussen var blevet fyldt med mennesker kom ogsaa lige 15 kaempe saekke med loeg, et koeleskab, 3 blaesere (dog stadig i kasser) en kurv tomater, en frygtelig masse plantains (kogebananer) og ja, alverdens ugenkendelige ting, det blev ellers sjovt at skulle ud i tissepausen her, det blev en balancegang paa de mange saekke og en forhindringsbane op og ned mellem saederne. Og ikke nok med at vi var meget forsigtige med ikke at oedelaegge noget sad der ellers noget af en matrone paa 3 saeder og skulle bestemme og holde oeje med alle de ting, saa hvergang vi gjorde den mindste bevaegelse, kiggede hun med oejne, der naesten kunne draebe, paa os og saa vidste man godt man godt bare kunne blive siddende.

Der findes ogsaa "luksus"-busser, ja her er det luksus, i Danmark er det en almindelig standard bus. Men her er der altsaa benplads, og for lidt ekstra kan man betale sig fra at ens taske kommer i bagagerummet og ligge, og er man heldig er der blaeserer og maaske aircondition, men er den taendt skal man huske en ekstra troejen. Prisen paa disse busser er dog en noget anden. Ca. 10 gange saa meget som de andre.
Naar man saa har fundet det koeretoej man vil med er der ikke noget der hedder seler, fartbegraensning, overhaling forbudt i sving og paa bakker, holde for roedtlys, nej der er stort ingen regler, og kan man ikke komme hurtig nok frem bliver ogsaa dythornet gevaldigt brugt. Airbags er der squ nok heller ikke, saa det er bare BAD LUCK !!

Men vi overlever, filosofien hernede er at Gud og Jesus er med dig. Det kan man se paa de mange klistermaerker de tilklistrer deres biler med, der staar de maerkeligste ting om Gud og Jesus og det vaerste af det hele, de tror paa det hernede..

Savner nu min egen lille bil og de danske veje hvor der da i det mindste er nogle regler man kan forstaa.

Vejene i Ghana, som de ser ud for det meste, eller ogsaa hullede asfaltveje

En Trotro fra bagerste raekke, og denne er ikke engang helt stoppet

Ud af vinduet, alt kan koebes gennem vinduet paa en ventende trotro, det er vildt, man behoever ikke gaa paa markedet for at handle, det kan goers her.

Denne her, som skulle forestille at vaere en trotro, kunne vi saa vaere 22 voksne og 5 boern i, paa vej hjem fra en meget lille landsby, men endnu en oplevelse der er vaerd at huske, det er altsaa kun Afrika man kan opleve saadan noget i.

Gaveregn ”the ghanian style” ..

Man er meget speciel som hvid mand en sort verden. Man bliver lagt mærke til, får de mærkeligste tilbud og bliver overdynget med gaver. Det oplevede vi allerede en af de første dage i Tema, Lotte og jeg var ude for at se Børnehjemmet, Save Them Young, her kom hende der ejer børnehjemmet, eller hun kom ikke selv med det, men det gjorde en af personalet, med en pakke nudler til os og sagde det var en gave og en stor ære at have os der. Vi blev helt paf, vi havde lige set hende køre ind i en kæmpe firehjulstrækker, ved godt det er et fattigt sted og sådan og ikke fordi en pakke nudler gør mig noget, men så ville jeg hellere bare være foruden.

Den første lørdag vi var markedet stod vi og kigge på et kæmpe løg, det var fint nok at betragte på afstand, men pludselig kom hende der solgte dem og gav mig det i hånden, jeg stod lidt, ja det er meget stort og tungt, tror jeg, jeg fik sagt, og da jeg ville lægge det ned i stakken igen sagde hun, nej, nej, det er en gave til dig. Kunne ikke sige andet end tak og det røg ned i mor-Kates kurv, så tror det var i min aftensmad en af de efterfølgende dage.

Den anden dag på arbejde havde jeg godt bemærket at en af forældrene var kommet med to kæmpe træ røre pinde/skeer, nogle der passer udmærket til ghanesisk madlavning og troede da også det var til skolen. Men dagen efter kom Headmister og spurgte hvorfor jeg ikke havde taget min gave med hjem dagen før, jeg stod meget undrende? Ja der var kommet en far til et af børnene med en gave til mig, sagde at det havde jeg hverken set eller hørt noget om, og hun gik da ind og hentede de to træpinde. Det var en gave til mig det var for at når jeg kom tilbage til Danmark, så ville jeg altid kunne mindes Ghana når jeg står og laver mad. Kunne nu ikke forklare dem det, men tror ikke en halvmeter lang træpind vil passe særlig godt ind under en emhætte i et dansk køkken.

Dansk hjemmebag med udfordringer…

Så kom dagen hvor vi skulle prøve at kreere noget dansk mad for vores ghanesiske familie og vores egen skyld. Vi havde besluttet at ville starte med at bage en kage (før et helt måltid), det skulle selvfølgelig være noget så dansk som en drømmekage. Vi havde sådan prøvet at kigge lidt i supermarkedet om de havde kokosmel, men synes ikke rigtig vi kunne finde det. Så vi spurgte familien eller Ella (søsteren) herhjemme om det var noget de havde hernede, og om de evt. vidste om vi kunne købe det på markedet. I starten forstod de ikke rigtig hvad vi mente, vi prøvede os frem, på vores nu så fremragende engelsk, med tørret, ristet, revet, hakket ja kokos i en anden form end frisk, men det forstod de stadig ikke. Til sidst tror jeg Ella forstod det, men det er ikke noget de har hernede, så hun begyndte med at så kunne vi gå på markedet og købe de kokosnødder vi nu skulle bruge, og så ville hun gerne hjælpe os med at tørre og rive dem, det takkede vi nu nej tak til og måtte i stedet drømme om noget andet end drømmekage.

Måtte da søge andre opskrifter på nettet på noget dansk kage. Fandt en opskrift på kanelsnegle og et alternativ i form af pandekager, hvis alt andet skulle gå galt. Og det var netop hvad det næsten gjorde. Havde taget en taxa til community 1, for nu skulle der handles ind (den største, med marked og supermarkeder) Det første supermarked førte ikke madvarer kun konserves, så tænkte at her måtte jeg da, kunne finde krydderier, kanel i denne sammenhæng men nej, de havde ikke noget der lignede en ingrediens til hverken pandekager eller kanelsnegle. Gik da videre til næste supermarked, de havde ikke hvedemel, det fører de ikke fik jeg af vide, men kunne købe noget banku- eller fufumel med forskellige smag i stedet. De havde heller ikke kanel, sukker, smør (kun margarine), så er det altså ikke nemt når den står på pandekager og kanelsnegle. Fandt da noget pandekagemel hvor der kun skal blandes æg og vand i, og blev enig om at det så måtte være sidste løsning, overhovedet ikke noget med dansk at gøre. Købte varme (solvarmede) æg uden for supermarkedet og gik mod en taxa, for at tage hjem. Men gik da lige ind forbi det allermindste og mest snuskede supermarked, det kunne jo være de havde noget spændende om ikke andet, så en kold cola light til turen hjem. Men, men, men, tro det eller ej, det var her jeg skulle finde det meste til en gang kanelsnegle. Her havde de både hvedemel, tørgær (500g), smør og mælk (arabisk sur soyamælk). Yes, nu manglede jeg bare det vigtigste, kanel, hvilket var ”finished” (ved ikke om det var udsolgt eller det bare ikke var noget de havde, hvilket det oftest er når de siger sådan). Men tænkte jeg lige kunne gå gennem markedet, der måtte være en lille bod hvor jeg kunne købe en hjemmelavet pose kanel. Men forhørte mig alle steder, og til sidst fandt jeg da også en der kunne sælge mig et helt glas. Så var alt købt ind til lækre lune kanelsnegle.

Søndag havde vi fundet på den geniale undskyldning at vi ville bage kanelsnegle til far-Freds fødselsdag, så vi måtte ”desværre” springe fra 3 timers kirkegang. Det betød ikke vi kunne sove længe, stod op kl. 7.30 og jeg der havde været så smart at tænke at jeg da lige kunne låne den dl sukker der nu skulle bruges fra vores strødåse fra morgenmaden, måtte tro om, de havde låst den inde på deres værelse. Så mig ud i et menneskeforladt kirkegængene land for at finde sukker, fandt da også til sidst et sted. Tilbage og i gang med tilberedning. Først skulle køkkenet lige gøres rent, men uden karklud, rendende vand og sæbe er det ikke nemt. Så vi besluttede og lave det på vores bakker, som vi i det mindste vidste hvad, havde været brugt til sidst. Men i et land uden deciliter mål, kagerulle, jævnt bord, bagepapir, vægt eller ovn med grader, må man improvisere. Vi tog det lidt på øjemål, godt mor lige havde målt af, at en spiseske (11g) tørgær svarer til 50g almindelig gær, så rækker 500g tørgær altså også utroligt langt. Dejen blev okay, nu kom vi bare til udrulningen, her fandt vi en tom flaske, så bare man ikke tiltede den helt så de sidste dråber røg ud, gik det egentlig meget fint. Det til indeni blev også godt. Så til lyden af Nik og Jay fra Lottes computer blev de lækreste kanelsnegle til. Vi skulle dog lige have ovnen til at fungere, en gasovn har jeg aldrig prøvet at tænde før, men det kan jeg nu.

Fødselsdagsflag havde vi heller ikke, så der måtte vi lige hive frem i farveblyanterne og tegne nogle danske og ghanesiske flag. Men sidst og ikke mindst så blev det rigtig godt, ved ikke hvad familien synes om det, vi fik ikke rigtig noget respons derfra. Men fra pigerne (de tre andre var også inviteret til fødselsdag) og os selv, så var det helt fantastisk, at få noget der bare kunne få os til at tænke en lille smule tilbage til Danmark..

 

Men alt kan lade sig gøre i Ghana, også selvom tingene ikke er som i Danmark, der er altid en løsning. Men er glad for vi ikke gav os i kast med en drømmekage, i en ovn uden gradetal. Bliver en endnu større udfordring at skulle tilberede et aftensmadsmåltid i et ghanesisk køkken, men den tager vi også.

Billeder fra vores weekend i Cape Coast

 Krokodiller lige under hvor vi spiste

 Ikke meget plads paa bagsaedet, med 4 mennesker og alt bagagen

Cape Coast Castle

 Ingen udvej

 Paa stranden, naar man ikke orker bare ligge og sole sig, rigtig matrone med Ecco-sandalerne i orden. Lotte skulle ogsaa lige proeve om jeg kunne maerke hun stod paa min mave..

 En lille hyggelig grisefamilie, kun 100 meter fra hvor vi laa paa stranden, men det er meget normalt de gaar rundt og finder godter i det skrald folk efterlader sig.

 Canopy walk i 35 meters hoejde over regnskoven. Og lian svingning i regnskoven

Vi kom overlevende igennem..

En forlænget weekend i Cape Coast !!

 Fredag morgen var jeg hurtig på skolen inden vi alle 5 mødtes på kontoret kl. 9. herfra tog vi en taxa til community 1 og herfra videre i en trotro mod Accra. Da vi kom til Accra skulle vi finde en anden station hvor vi kunne tage en anden trotro videre, det blev noget af en klemt tur, 4 på bagsædet med vores store tasker, de er ikke så behjælpelige med at åbne bagagerummet. Men det var ikke det værste, der var masser af trafik gennem byen, og trafik betyder også politi, vi kunne godt mærke chaufføren blev noget nervøs, han begyndte at sidde og bide negle da politiet dukkede op. Han fik da en trotro til at køre mellem politimanden og vores taxa og på den måde dække for os. Da vi efter et par timer i en lidt større trotro kom til Cape Coast, stod vi foran Cape Coast Castle. Her mødte vi Simone og Michael (to vi var på platform med i Kenya), vi tjekkede da ind på Oasis Beachresort i deres dorm (sovesal). Derefter tog vi ud og se hvor Simone og Michael bor og så deres danseundervisning. Om aftenen tog vi ud og spise og hyggede på hotellet og tog derefter i byen, eller fest i gaden.

Lørdag stod vi op og tog ud og fik rigtig god morgenmad. Vi fem fra Tema tog på Cape Coast Castle på en guidet tur rundt, det var meget spændende og interessant og høre om alt den slavehandel der er foregået her i landet, og som Danmark også har været en stor del af. Om eftermiddagen var vi på stranden, badede i kæmpe bølger, virkelig sjovt, men der er så meget salt i vandet at det ikke er til at være i for lang tid af gangen. Lotte begravede mig i sandet, hvilket vækkede stor opsigt blandt de lokale, vi prøvede at forklare at sådan gjorde man altså bare i Danmark.

Søndag stod vi sent op, så morgenmaden blev til middagsmad i stedet. Da vi havde spist tog vi på markedet, der var vildt mange mennesker, og kunne man overskue det, kunne man sikkert også finde en masse gode og billige fund, men det var et stort virvar og biler der kørte midt i det hele også, så vi tog en kigger og det var det. Vi tog tilbage til alle souvenirs-butikkerne på Cape Coast Castle, for havde forelsket mig i en Afrikansk tromme, som jeg bare måtte eje. Om eftermiddagen da Mariann og jeg var ude for at hæve penge faldt vi også over alle boderne i vejkanten, og fik da også købt lidt andre souvenirs. Om aftenen spiste vi på resortet og gik forholdsvis tidlig i seng, da vi skulle tidlig op mandag.

Mandag stod vi op og var klar til afgang kl. 7.30. Vi gik ned og fandt en trotro som kunne køre os til Kakum Nationalpark, en regnskov. Her skulle vi på Canopy Walk, en hængebro eller 7 svævende 35 meter over jorden. Det var vildt fedt at opleve og se regnskoven under en, og se den vilde udsigt, vi så dog ingen vilde dyr, fordi vi var i det sikre område og alle turister derfor har skræmt dyrelivet væk. Da vi kørte tilbage mødte vi nogle englændere og nordmænd som skulle spise på Hans Cottage, vi vidste ikke helt hvad det var, men de sagde det var vildt fedt. Da vi kom derhen vidste det sig at være en krokodille park, så mens vi sad og spiste på en terrasse ud over vandet svømmede der krokodiller rundt under os, så det var virkelig vildt fedt. Derefter tog vi ud og hentede vores efterladte ting på Simones værelse og tog derefter hjem. Det var en længere tur, med masser af trafik gennem Accra, da jeg kom hjem ved 19-tiden var jeg vildt træt, men kunne godt fornemme jeg ikke ville få meget fred, Lotte var blevet en ekstra dag, så jeg havde lige familien selv og skulle fortælle om alt hvad vi havde lavet.

Men alt i alt en rigtig fed, hyggelig, turisted, dyr, vild weekend.