Man er meget speciel som hvid mand en sort verden. Man bliver lagt mærke til, får de mærkeligste tilbud og bliver overdynget med gaver. Det oplevede vi allerede en af de første dage i Tema, Lotte og jeg var ude for at se Børnehjemmet, Save Them Young, her kom hende der ejer børnehjemmet, eller hun kom ikke selv med det, men det gjorde en af personalet, med en pakke nudler til os og sagde det var en gave og en stor ære at have os der. Vi blev helt paf, vi havde lige set hende køre ind i en kæmpe firehjulstrækker, ved godt det er et fattigt sted og sådan og ikke fordi en pakke nudler gør mig noget, men så ville jeg hellere bare være foruden.
Den første lørdag vi var markedet stod vi og kigge på et kæmpe løg, det var fint nok at betragte på afstand, men pludselig kom hende der solgte dem og gav mig det i hånden, jeg stod lidt, ja det er meget stort og tungt, tror jeg, jeg fik sagt, og da jeg ville lægge det ned i stakken igen sagde hun, nej, nej, det er en gave til dig. Kunne ikke sige andet end tak og det røg ned i mor-Kates kurv, så tror det var i min aftensmad en af de efterfølgende dage.
Den anden dag på arbejde havde jeg godt bemærket at en af forældrene var kommet med to kæmpe træ røre pinde/skeer, nogle der passer udmærket til ghanesisk madlavning og troede da også det var til skolen. Men dagen efter kom Headmister og spurgte hvorfor jeg ikke havde taget min gave med hjem dagen før, jeg stod meget undrende? Ja der var kommet en far til et af børnene med en gave til mig, sagde at det havde jeg hverken set eller hørt noget om, og hun gik da ind og hentede de to træpinde. Det var en gave til mig det var for at når jeg kom tilbage til Danmark, så ville jeg altid kunne mindes Ghana når jeg står og laver mad. Kunne nu ikke forklare dem det, men tror ikke en halvmeter lang træpind vil passe særlig godt ind under en emhætte i et dansk køkken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar